-
Anklager: Drenge kom til Danmark for at begå drab
Source: BDK Borsnyt / 05 Sep 2024 02:59:30 America/Chicago
Tre sager om unge svenskere, der angiveligt lod sig hyre til farlige angreb i Danmark, er nu sendt til retten. Det oplyser Københavns Politi torsdag. To drenge på henholdsvis 15 og 16 år er tiltalt i to forskellige sager om forsøg på manddrab, mens en 19-årig ventes at tilstå at have bragt en håndgranat til sprængning ved en smykkebutik. Den førstnævnte dreng er tiltalt for at ville skyde en eller flere personer fra banden Comanches i Brøndby. Han var taget med toget til Danmark. Her fik han - ifølge tiltalen fra Københavns Politi - assistance af en 59-årig mand, der skaffede drengen to pistoler og hjalp med at forberede attentatet. Den 16-årige blev anholdt af politiet i april. Han gik bevæbnet rundt i området mellem Nørreport Station og Københavns Hovedbanegård, mens han - ifølge tiltalen - ventede på at få overrakt et skydevåben, som skulle bruges til et attentat. Midt i august sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S), at der har været mindst 25 tilfælde, hvor kriminelle har forsøgt at hyre især yngre svenskere til at begå voldelige handlinger i Danmark. I en pressemeddelelse om tiltalerne siger specialanklager Andreas Emil Christensen, at det i høj grad er politiets fortjeneste, at de to formodede attentater i sagerne mod den 15-årige og den 16-årige ikke blev til virkelighed. - Vi mener at kunne bevise, at de to drenge kom til København for at begå drab, og derfor risikerer de lange fængselsstraffe på trods af deres unge alder, udtaler han. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/anklager-drenge-kom-til-danmark-for-at-begaa-drab